Hvad er Rolfing?

Rolfing er en kropsterapi hvor hele kroppen gennemarbejdes med henblik på at integrere kroppens dele til et hele. Rolfing er grundlagt af amerikaneren Ida P. Rolf, inspireret af osteopati, yoga og Wilhelm Reich.

 

“Den menneskelige krop er ikke statisk, og denne plastiske kvalitet giver kroppen mulighed for at forandre og forbedre sin struktur og dermed også sin funktion.”
Ida P. Rolf, biokemiker og yogalærer

 

Din krop afspejler til enhver tid din personlige historie: Dit livs hændelser på godt og ondt har formet din kropsstruktur og din holdning – og dermed også dit forhold til tyngdekraften. Ideelt set har mennesket en afspændt og opret holdning, som tillader den samlede kropsstruktur at fungere i harmoni med tyngdekraften.

 

Mange mennesker er ude af balance på grund af fysiske belastninger og/eller psykiske traumer og stress. Herved indskrænkes bevægelsesfriheden, og kroppen bruger uhensigtsmæssig meget energi på at holde sig oprejst, bevæge  sig, trække vejret – at fungere.En velafbalanceret krop udnytter tyngdekraften som redskab til at formidle længde, lethed og frihed i kroppen.